Når man først har set det, glemmer man det aldrig

Således begynder artiklen i Pianist Magazine af skribenten Warwick Thompson om PH Pianos og dets grundlægger og administrerende direktør, Søren Vincents Svendsen. Thompsons oplysende og engagerende tekst giver et indblik i baggrunden og historien bag vores instrumenter, som er designet af Poul Henningsen. Fra vores administrerende direktørs første møde med PH Pianos, til sikringen af de eksklusive rettigheder fra Henningsen-familien til at producere instrumentet, og frem til nutidens udvikling, guider Thompson læseren gennem hvert vigtigt aspekt af virksomheden.

‘Der var en dejlig pianobutik midt i Københav, hvor jeg stillede instrumentet til salg,’ siger den charmerende og muntere fortaler for sin virksomhed, da jeg indhenter [Svendsen] via Zoom. ‘Jeg gik forbi den hver dag, og jeg begyndte at bemærke, hvor meget opmærksomhed den fik fra folk, der stod der. De beundrede den, talte om den og blev virkelig draget af den. Det slog mig, at det helt sikkert er et kunstværk, der inspirerer og provokerer. Folk kan elske den eller hade den, men de vil ikke glemme den.’
Pianoet blev hurtigt solgt, men Svendsen kunne ikke få det ud af hovedet. Hvorfor skulle der ikke være flere PH-designede pianoer i verden? Flere af disse ekstraordinære instrumenter, der kan give folk et chok af glæde? Noget, der kan udfordre det allestedsnærværende ‘sorte boks’-design?
Svendsen havde ingen baggrund inden for hverken musik eller design – hans primære virke havde været akademien og virksomhedsledelse – men han besluttede sig for at forsøge at puste nyt liv i disse ekstraordinære instrumenter.

Åben for forretning

Thompson fortsætter med at forklare vigtigheden af designeren Poul Henningsen og processen med at sikre licensen fra Henningsen-boet, både for møbel- og pianodesignene.

Herefter beskriver Thompson oprindelsen af Svendsens virksomhed:

I 2010 købte han medejerskab af det pianoudstillingslokale, hvor han havde solgt sit eget instrument, og gjorde det til basen for sin nye virksomhed. I 2011 var det første nye PH-grandpiano, baseret på designet fra 1931, klar til salg. Det kaldes ofte for ‘glaslågs’-pianoet, selvom det faktiske materiale, der er brugt, er plexiglas. Det blev fremstillet i samarbejde med Blüthner i Leipzig, og denne specifikke model af PH-grandpianoet fik navnet ‘Excellence’.

Thompsons artikel berører spørgsmålet om samarbejder mellem producenter: kun én udgave af én model fremstilles med Blüthner, mens andre fremstilles med andre europæisk fremstillede mekanikker.

Svendsen forklarer sin filosofi: ‘Vi mener, at det, der gør et PH-piano til et PH-piano, er kabinettet. Det er det vigtigste: det er derfor, vi ikke nævner nogen af de andre pianofremstillere, vi arbejder med, udover Blüthner.
Selvfølgelig skal det, ligesom en god sportsvogn, ikke kun se godt ud, men også køre godt – i dette tilfælde spille godt. Vi ved, at skønheden også skal ligge indeni. Så vi fremhæver altid de tekniske detaljer og understreger, at vi arbejder med europæiske kvalitetsfremstillere og kun med en Renner-mekanik. Men det er kabinettet, der er det vigtigste.’

Former, størrelser og leverandører

PH Pianos fremstiller sine instrumenter internt, og virksomheden har udviklet sin produktionskapacitet, som Thompson beder Svendsen om at beskrive.

Hvad lyder de egentlig som? Er de virkelig værd at spille på, på trods af alle de forsikringer, der er givet?
Her må jeg indrømme, at jeg ikke selv har rørt et, så jeg må stole på mine tynde computerhøjttalere for at få et indtryk. Men ud fra Chopin-projektet
– en række af Chopins etuder, fremført af studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på to nybyggede PH-pianoer, hvor resultaterne er tilgængelige på virksomhedens hjemmeside – er lyden ret dejlig. Instrumenterne synes at have en fremragende respons på både det delikate og det kraftfulde, og har en ret dejlig fløjteagtig overtone i diskanten.
Som vi runder vores samtale af, spørger jeg Svendsen, hvad der har været det mest overraskende, han har lært på sin rejse fra akademiker til pianoforhandler? ‘At jeg føler mig som den grimme ælling i eventyret; at jeg befinder mig i en så konservativ branche, hvor folk kan være lidt negative over for innovation, udvikling og fremskridt. Vi skader jo ikke nogen! Vi er ikke plyndrende danske vikinger! Vi bygger videre på PH-filosofien om at række ud, bygge broer, samarbejde med pianofremstillere og skabe smukke ting. Vi har spektakulære designs, og det er dér, vi ønsker at have vores plads på markedet.’

Thompson afslutter sin artikel med en positiv prognose:

Selvfølgelig blev den grimme ælling i eventyret til en smuk svane. Og for PH Pianos ser det ud til, at det allerede er ved at ske.